”Morgengaven I” er et smykkesæt lavet af sæbespåner trukket på sytråd – halskæde, armbånd og ring i en æske påtrykt ”Ægte guld – Ægte glæde” i låget. ”Morgengaven II” er en gummihandske gennemhullet af hjerteformede huller. Den kniplingsagtige handske er anbragt i en æske dekoreret med de udklippede hjerter.
”Morgengaven I og II” kan ses som en opfordring til at romantisere hverdagen i overensstemmelse med diverse dameblades og selvhjælpsbøgers anbefalinger. Men ”Morgengaven I og II” kan også ses som en opfordring til det modsatte: Til et opgør med billedet af hverdagen som den romantiske kærligheds negative modstykke.
Med indskrivningen af hverdagsobjekterne i et romantisk univers, transformeres de til æstetiske objekter. De tilskrives værdi i kraft af den romantiske iscenesættelse, og ”Morgengaven I og II” illustrerer dermed det romantiske billedsprogs styrke. Samtidig peger objekterne på, at det romantiske blot er en ramme eller en iscenesættelse – det er sæbespånerne og gummihandsken, der rummer de kvaliteter, vi med iscenesættelsen får øje på.
”Ægte Kærlighed” udspringer af ønsket om at skabe et mere mangfoldigt og realistisk smykkebillede af kærligheden end den standard guldring, som er almindeligt udbredt. Af standard ringen får man let det indtryk, at kærligheden er entydig, og at alle kærlighedsforhold ligner hinanden.
”Ægte Kærlighed” er sæt af ringe: ”Metamorfose – 3,2 gram ægte kærlighed” til ham og ”Metamorfose – 2,8 gram ægte kærlighed” til hende, og værket indikerer, at kærligheden er sammensat af mange forskellige modsatrettede følelser. De to sæt ringe kan kombineres på flere måder og illustrerer, at parterne i et kærlighedsforhold kan have vidt forskellige følelser for hinanden og for forholdet på forskellige tidspunkter.
Ringene i hvert af de to sæt er blevet til ved manipulation af en traditionel vielsesring af halvrund guldtråd, som er smeltet til en klump, valset, trukket til tråd, hamret flad, filet til støv og så videre. Symbolværdien af en række klassiske guldsmedeteknikker er udnyttet. Når metallet for eksempel valses og dermed udsættes for pres, opstår der spændinger i det, og det revner, hvis det ikke opvarmes undervejs – præcis som i et kærlighedsforhold. Måden ringene bæres på kan også tillægges symbolsk betydning.
Indtil romantikken var ægteskaber en praktisk foranstaltning baseret på kontrakter, ikke på forelskelse. Med den romantiske kærlighed kom følelserne og forestillingen om den livslange lykke med den eneste ene i centrum. Samtidig blev det praktiske samliv, som ægteskabet tidligere var ensbetydende med - og som for nogle med årene førte til kærlighed - reduceret til kærlighedens negative modstykke.
I dag er bryllupper ofte romantiske udstyrsstykker, og ”Feminin?” og ”Ægte Mand” ligner umiddelbart de ”uniformer”, mange iklæder sig, når de gifter sig: Den hvide gulvlange struttende silkekjole til hende og kjole og hvidt til ham. Blomsterne, der er broderet på brudens kjole er kvindekamptegn, og svalehalerne på mandens kjole er forlænget, så de ligner det slæb, det normalt er kvinden, der er udstyret med. Med små manipulationer peger ”Feminin?” og ”Ægte Mand” på, at de roller, vi med den romantiske iscenesættelse giver os selv og hinanden, står i et tankevækkende misforhold til moderne menneskers faktiske samliv og til den opfattelse af kønsrollerne, vi generelt har i dag.
