Memento Mori er en smykkeserie, der tager en gammel tradition op og afbilder døden – den almindelige død af alderdom. Smykkerne kommenterer den moderne død af alderdom, men afbilder også døden i universel forstand.
Ringen ”Kranie” er bygget op af tynd sølvplade i 79 lag svarende til den gennemsnitlige levealder for en dansk kvinde. Lagt oven på hinanden i rigtig rækkefølge danner lagene et kranie, man stikker fingeren op igennem. De enkelte lag kan rotere uafhængigt af hinanden omkring fingeren, så kraniet står mere eller mindre tydeligt frem.
Det udviskede kranie antyder, at den almindelige død af alderdom er nærmest usynlig i vores samfund. Vi præsenteres dagligt for billeder af døden i medierne, men sjældent for billeder af den almindelige død af alderdom. Desuden dør de fleste gamle i dag på hospitaler og plejehjem, og det betyder, at den almindelige død af alderdom ikke er en del af vores hverdag længere.
Kraniet er i modsætning til andre klassiske symboler på livets flygtighed som for eksempel timeglas, ure, nedbrændte stearinlys og sæbebobler ikke kun et abstrakt billede på døden men også et konkret billede af døden og den opløsning af kroppen, der følger med døden. De færreste er fortrolige med den side af døden, og mange frygter den. Det udviskede kranie kan også ses som et billede på angsten for døden.
Lagdelingen af kraniet og snittenes lighed med præparater til mikroskopering samt scannings- og røntgenbilleder giver ”Kranie” et videnskabeligt præg og peger på, at mange moderne mennesker har et rationelt og abstrakt forhold til døden.
Lagdelingen rummer imidlertid også en mulighed for at genindføre fortidens rituelle omgang med døden, idet lagdelingen gør det muligt at dele og sprede ringen - for eksempel til venner og familie som en slags forpligtende amuletter, eller til tilfældigt valgte mennesker som påmindelse om, at vi uanset køn, race og uddannelse er underlagt nogle fællesmenneskelige grundvilkår som det, at vi alle skal dø.
”Ritualiseret hospitalsrutine” er lavet af såkaldte manilamærker – mærker, magen til dem, der bruges på mange hospitaler og plejehjem, når nogen dør. Plejepersonalet noterer navn, cpr-nummer og dødstidspunkt på mærket, som hænges omkring den dødes højre storetå.
”Ritualiseret hospitalsrutine” er et transformeret eller revideret tåmærke – et fiktivt dødssmykke til mig selv. Familie, venner og bekendte har med deres personlige håndskrift skrevet mit navn på hver deres manilamærke, som herefter er samlet til et bundt.
”Ritualiseret hospitalsrutine” er i modsætning til hospitalernes praktiske og upersonlige mærkning et smykke, der tegner et billede af den døde som menneske, som mor, datter, søster, kæreste, veninde, kollega og så videre. Smykket inviterer de mennesker, der igennem livet har formet mig til den jeg er og givet mit liv indhold, til også at spille en rolle i forbindelse med mit livs afslutning. ”Ritualiseret hospitalsrutine” er i den forstand et livssmykke.
”Timeglas” er nogle ualmindelige armbånd. De er lavet af sølv og engangshandsker, som dem, plejepersonalet bruger på hospitaler og plejehjem. Armbåndene er fastgjort til bærerens hofter og tvinger dermed bæreren til at stå med armene ned langs siden, hvis armbåndene skal sidde omkring håndleddene.
”Timeglas” er et billede på den afmagt, man som døende eller pårørende kan opleve i systemet, når ”gummihandskerne” tager over. Armbåndene kan også betragtes som et fristende skjul, man selv vælger at krybe i, når man gemmer sig bag ”gummihandskerne”.
”Timeglas” leger som ”Kranie” med et gammelt memento mori eller vanitas symbol. Armringene af kraftig sølvtråd er filet til, så de har form som små timeglas i forlængelse af hinanden bøjet i ring. Det stativ, som fastgør armringene til bærerens hofter er også udformet som et stiliseret timeglas. Timeglassets indsnævring er erstattet af et stykke plasticslange. Heri er anbragt det sølvstøv, som er filet af armringene. Slangen har gjort det muligt at knække timeglasset, så sølvstøvet ikke kan passere. I symbolsk forstand er det ensbetydende med udødelighed, og måske er det netop en af den hospitaliserede døds konsekvenser, at den gør det nemmere at fornægte døden.
