Katrine Borup

Gyldenløvesgade 21, 4th
1600 København V — Denmark

+45 53 34 83 89
katborup@gmail.com

English Tilbage

LIVSALDRE (2005)

”Livsaldre” er et udstillingsprojekt inspireret af et gammelt billede på livet - den såkaldte livstrappe. Siden renæssancen er livsforløbet blevet opfattet som en trappe, og fra det 18. århundrede var livstrappen et folkeligt udbredt billede, man kunne se hænge som tryk, tegning eller broderi i mange hjem. Man fik typisk en livstrappe forærende i forbindelse med en af livets milepæle – for eksempel ved fødslen eller ved sit bryllup.

”Livsaldres” 11 smykker illustrerer nogle karakteristiske træk forbundet med det at være henholdsvis 0, 10, 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80, 90 og 100 år. Smykkerne minder om de tegn, symboler eller rekvisitter, der på mange af de gamle livstrapper markerer personernes alder, som for eksempel stok og høj hat. Smykkerne er placeret på 11 podier, som trapper op og ned.

”Livsaldres” podietrappe er dimensioneret i forhold til menneskekroppen, og de forskellige podiehøjder har dikteret objekternes placering på kroppen: For eksempel har jeg til den 50-årige lavet et objekt til hovedet, fordi den 50-årige befinder sig på det øverste trin i hovedhøjde. Til den 100-årige har jeg lavet et tåsmykke, fordi den 100-årige er placeret yderst på en af trappens laveste trin i tåhøjde og så videre. De hudfarvede podier erstatter den fraværende krop og udstiller smykkerne i den rigtige kropshøjde samtidig med, at de danner en tredimensionel livstrappe.

Livsaldre (2005)
Col xl livsaldre 1a

Livsaldre

0: IDENTITETSARMBÅND
Col xl 0 identitetsarmb nd

0: Identitetsarmbånd

Fotopapir og sølv

0: IDENTITETSARMBÅND

”Identitetsarmbånd” markerer, at de fleste børn i vores del af verden fødes på hospital. ”Identitetsarmbånd” ligner det standard armbånd, nyfødte mærkes med på mange hospitaler, men er til forskel fra hospitalernes plasticarmbånd lavet af fotopapir og sølv.

Det hvide fotopapir giver det indtryk, at armbåndet er modtageligt for individuel prægning. Armbåndet peger på, at vi mennesker på én gang er eksemplarer blandt milliarder af artsfæller og individer. ”Identitetsarmbånds” materialer peger desuden på, at vi er produkter af den kultur, vi indgår i. I vores kultur er det almindeligt at fotografere, og de begivenheder, vi fotograferer, er i vidt omfang de samme. Det er også almindeligt at markere udvalgte øjeblikkes vigtighed med værdifulde smykkegaver, ofte med indgraveringer af navne og datoer. Guldskriften på ”Identitetsarmbånds” bagside mimer disse indgraveringer.

10: ”OP IGEN”
Col xl 10 op igen 1

10: ”Op igen”

Plaster (bemalet), sølv og elastik

Col xl 10 op igen 2

10: ”Op igen”

Plaster (bemalet), sølv og elastik

Col xl 10 op igen  krop

10: ”Op igen”

Plaster (bemalet), sølv og elastik

10: ”OP IGEN”

”Op igen” er ”knæbeskyttere” lavet af plaster. De er inspireret af børns ofte høje aktivitetsniveau men er også udtryk for en erkendelse af, at det hører med til livet at få knubs. Det ved børn tilsyneladende godt, for de opsøger konstant nye udfordringer og kaster sig ud i livet med en vilje, styrke og energi, som er umiddelbart fascinerende, og de knubs, de får undervejs svækker sjældent deres drivkraft. For forældrene kan det imidlertid være svært at finde balancen imellem ønsket om at give børnene mulighed for at gøre egne erfaringer og trangen til at beskytte børnene mod livets knubs i både direkte og overført forstand.

20: ”HVAD KAN JEG BLIVE?”
Col xl 20 hvad kan jeg blive

20: ”Hvad kan jeg blive?”

Ringformede ready-mades

20: ”HVAD KAN JEG BLIVE?”

Smykkehistoriens mange eksempler på ringe med tilknytning til identiteten, som for eksempel signetringe eller vielsesringe, er udgangspunkt for ”Hvad kan jeg blive?”, en samling ringformede ready-mades. ”Hvad kan jeg blive?” kan betragtes som en tredimensionel version af den kendte håndbog med samme titel, men ”ringene” repræsenterer også vigtige livsvalg i bredere forstand.

”Ringenes” karakter af allerede eksisterende objekter, henviser til det forhold, at man, når men er i tyverne, normalt ikke har den store livserfaring og måske derfor foretager forholdsvis kliché-prægede valg blandt velkendte muligheder. Men fordi ”ringene” ikke er rigtige fingerringe, peger de også på trangen til at bryde med eksisterende normer og på forventningen om, at de unge gør op med forældregenerationens værdier.

30: TIL KAMP (X/Y)
Col xl 30 til kamp  krop bag

30: Til kamp (X/Y)

Bomuld, silke og plastikspænder (fra bæresele)

Col xl 30 til kamp  krop for

30: Til kamp (X/Y)

Bomuld, silke og plastikspænder (fra bæresele)

30: TIL KAMP (X/Y)

”Til Kamp” er et kropsobjekt med en front og en ryg - på én gang todelt og ét. Objektets forside er et slips, og rygsiden er en kopi af en Baby Björn bæresele med originale spænder. ”Til Kamp” er et billede på den splittelse, som både mænd og kvinder kan opleve, når de får børn, imellem ønsket om et arbejdsliv og et liv med familien.
”Til Kamp” refererer desuden til kønsrollekampen og kampen om fordelingen af arbejdsopgaverne i familien.

Slipset og bæreselen henviser til kønsrollestereotyper som den udearbejdende forsørgerfar og den omsorgsfulde hjemmegående mor. Da slipset har form som et Y og ryggen af bæreselen danner et X, refererer objektet endelig også til spørgsmålet om, hvorvidt mandlighed og kvindelighed er biologisk bestemt eller miljøbestemt – er det antallet af X og Y kromosomer, der er afgørende, eller er mandlighed og kvindelighed roller, vi lærer at spille.

40: STATUS
Col xl 40 status

40: Status

Bomuld og knapper

Col xl 40 status 1rev 1

40: Status

Bomuld og knapper

Col xl 40 status 2rev 1

40: Status

Bomuld og knapper

Col xl 40 status 3 rev 1

40: Status

Bomuld og knapper

40: STATUS

”Status” er inspireret af fænomenet fyrreårskriser og tager udgangspunkt i et klassisk tegn på succes arbejdsmæssigt: Den hvide skjorte. ”Status” er en ”krave” af stivede stolper, der sammenknappede sidder kvælende stramt til halsen, men som også kan knappes fra hinanden og knappes sammen på ny i et utal af variationer. Objektet giver således bæreren mulighed for at gøre status og gøre op med eksisterende normer og værdier. ”Status” inviterer til, at bæreren definerer sine egne kriterier for en ny sammenknapning, og objektet rummer muligheden for, at nogle af disse nye sammenknapninger kan udvikle sig til fremtidige tegn på status og inspirere til nye succeskriterier.

50: GRÅ ELLER GULD?
Col xl 50 gr  eller guld 2

50: Grå eller guld?

Guldtråd og bomuldsvat

50: GRÅ ELLER GULD?

”Grå eller guld?” er en hovedbeklædning i slægt med 1700-tallets allongeparykker, som fungerede som ydre værdighedstegn samtidig med, at de skjulte begyndende skaldethed, uden at man tilsyneladende fandt de to funktioner i modstrid med hinanden. Samtidig minder ”Grå eller guld?” om en hjelm. Objektet er tvetydigt og kan tolkes forskelligt afhængig af, hvilke eksisterende hjelme, man får associationer til.

”Grå eller guld?” kan i kraft af ligheden med en soldaterhjelm betragtes som en opfordring til kamp – for eksempel for værdien af et alderssvarende udseende eller for at det vid og den erfaring, de midaldrende siges at besidde, tillægges en større værdi. Objektets gyldne hjernevindinger peger på den midaldrende bærers vid og erfaring. Ligheden med hjelme som for eksempel skaterhjelme, cykelhjelme eller scooterhjelme kan tolkes som et tegn på sårbarhed eller som udtryk for, at bæreren af ”Grå eller guld?” forsøger at tage sig yngre ud.

60: TID (PENSION)
Col xl 60 strikket kalenderstruktur

60: Tid (pension)

Bomuldsgarn

60: TID (PENSION)

”Tid” er et strikket halstørklæde med en struktur svarende til den i en typisk Mayland kalender. ”Tid” refererer til to forskellige tidsfornemmelser, for arbejdskalenderens inddeling af tiden i timer og minutter repræsenterer en anden tidsfornemmelse end den, strikningen er forbundet med. De fleste, der er fortrolige med at strikke, hækle, brodere eller lignende, kender oplevelsen af, at den type beskæftigelse kan få tiden til at ”flyde” eller ”stå stille” – den kan få én til helt at glemme tiden.

I tresårsalderen holder mange op med at arbejde, og er derfor ikke i lige så høj grad bundet til klokken. Det kan alligevel være svært at slippe års indarbejdet rytme. Halstørklædet ”Tid” inviterer til, at man udfordrer kalenderstrukturen. Halstørklædets meget store masker gør det muligt at deformere strukturen, hvis man trækker i tørklædet på den korte led (kalenderstrukturen er på billedet deformeret i den ene ende af halstørklædet). Trækker man i tørklædet på langs genetableres kalenderstrukturen.

70: ALBUM
Col xl 70 album 2

70: Album

Røntgenbilleder og familiefotografier, tråd

Col xl 70 album  krop

70: Album

Røntgenbilleder og familiefotografier, tråd

70: ALBUM

Det er en udbredt fordom, at ældre mennesker kun taler om deres børn og børnebørn og om de sygdomme og skavanker, de i stigende grad oplever at blive ramt af. Objektet ”Album” tager udgangspunkt i denne fordom med sine fotolommer af røntgenbilleder, hvori billeder af den nære familie kan anbringes. Tolv fotolommer er placeret som markeringerne på et ur i et cirkelformet objekt.

”Album” er et armbind, der kan snøres tæt til overarmen, så billederne altid er lige ved hånden. Placeringen refererer til andre armbind som for eksempel den manchet, man får spændt om armen i forbindelse med blodtryksmåling eller til sørgebind men også til blindes armbind.

”Album” er lavet af billeder og er dermed forbundet med synet, som typisk forringes i takt med, at vi bliver ældre. Livssynet ændrer sig normalt også med alderen. Desuden oplever mange ældre, at korttidshukommelsen begynder at svigte, men at detaljer fra fortiden til gengæld erindres klart. ”Album” leger med disse ændringer med sine slørede billeder, der i huller tillader udsnit af familiebillederne at stå skarpt.

80: STREGKODEREGULERET TOILETBESØG
Col xl 80 stregkodereg

80: Stregkodereguleret toiletbesøg

Toiletpapir, tråd, sølv og elastik

80: STREGKODEREGULERET TOILETBESØG

”Stregkodereguleret toiletbesøg” er et lårsmykke lavet af toiletpapir. Objektet peger på det forfald og den hjælpeløshed, vi godt ved, følger med det at blive gammel, men som vi i vores samfund ikke behøver at konfronteres med, fordi vi har professionaliseret pasningen af de gamle. Objektet viser ikke forfaldet men henviser til det og antyder med sit rene og pæne udseende, at vi måske ikke længere tåler at se alderdommens virkelige forfald. Æstetiseringen kan dog også ses som et forsøg på at tilskrive alderdommen værdi.

Igennem de senere år har de hjemmehjælpere og det plejepersonale, som passer de gamle på sygehuse og plejehjem, efter sigende fået stadig mere travlt. Nogle steder har man ligefrem indført et stregkodesystem til sikring af effektiviteten. De gamles behov er gjort nøje op og indkodet i stregkoder, så det fremgår, hvad der skal laves hvor, og hvor lang tid det må tage.

”Stregkodereguleret toiletbesøg” er en art ble, og objektet mimer funktionalitet ved for eksempel at være tykkest, hvor der er behov for det, hvis tissetrangen skulle opstå på et ikke forventet eller stregindkodet tidspunkt. Stregkodereguleret toiletbesøg er også et dekorativt smykkelignende objekt, som peger på, at livet er andet og mere end tilfredsstillelse af fysiske behov. Den tid, det har taget at sy de mange stykker toiletpapir sammen lag for lag til et stregkodelignende bånd, står i kontrast til tempoet i den moderne plejesektor.

90: STYRING
Col xl 90 styring

90: Styring

Hospitalsplaster

90: STYRING

Selvom man er blevet gammel og svag og afhængig af andres hjælp, er det ikke ensbetydende med, at man har mistet lysten til at bestemme i sit eget liv. Handskerne ”Styring” kombinerer den enkeltes styringstrang med behovet for udefra kommende professionel styring.

Handskerne har på den ene side form som traditionelle kørehandsker, og mimer dermed et velkendt tegn på vitalitet, styrke og liv. På den anden side er handskerne lavet af hvidt hospitalsplaster som den slags, plejepersonalet bruger, når de for eksempel skal fastgøre et drop i hånden på en patient. Plasteret er i ”Styring” arrangeret så det ligner en bevikling, og materialevalget og det mumieagtige henviser til sygdom og død. Den traditionelle kørehandske har et hul, der frigør håndens overside, som var handsken skabt med det formål at gøre plads til et drop.

I nogle gamle udgaver af alderstrappen er den 90-årige afbildet stærkt foroverbøjet eller sammensunket – i bogstavelig forstand på vej i graven. ”Styring” er i overensstemmelse med disse særlige udgaver af alderstrappen anbragt på et podium under normal håndhøjde.

100: TÅMÆRKE
Col xl 100 t m rke

100: Tåmærke

100 fotos, sølv og snor

100: TÅMÆRKE

I vores del af verden dør de fleste gamle på hospital eller plejehjem og er derfor underlagt de rutiner, man af praktiske grunde har disse steder. På hospitalerne mærkes den døde krop for eksempel typisk med et såkaldt tåmærke, hvorpå man noterer dødstidspunktet og afdødes navn og personnummer.

Livsaldres ”Tåmærke” består af 100 fotografier, et for hvert år den 100-årige har levet. Hvor hospitalernes tåmærker anonymiserer den afdøde, tegner ”Tåmærke” et billede af et levet liv. ”Tåmærke” er forbundet med ”Identitetsarmbånd”, og begge refererer til den næsten rituelle dokumentation ved fotografering, vi benytter os af igennem livet.